Budskabet i kinesiske medier er ikke til at tage fejl af: Den kinesiske økonomi udviser stor »modstandskraft« i lyset af Donald Trumps handelskrige. 

Eller også gør den ikke. Kinas økonomi voksede i årets andet kvartal med 5,2 procent fra året før. På papiret er det en imponerende vækstrate. Men tallene bør tages med et gran salt.

For væksten i Kina har længe ligget lidt for forbavsende tæt på regeringens mål om en vækst på fem procent. Tallene kommer hurtigt efter, at et kvartal er overstået – og de bliver aldrig revideret.

Mens vi således slet ikke kan vide os sikre på omfanget af væksten, er der stadig flere anekdotiske eksempler på, at almindelige kinesere i massevis oplever konsekvenserne af handelskrigen. Ifølge Reuters oplever mange store reduktioner i deres lønpakker, hvilket myndighederne foretrækker i stedet for at sende tusindvis af arbejdere ud i åben arbejdsløshed. 

Indtjening under pres

Kinesiske virksomheder havde allerede før handelskrigen store problemer med indtjeningen, der er faldet de seneste tre år. Udfordringerne på det største eksportmarked og svag efterspørgsel på hjemmemarkedet har sendt priserne nedad på mange industrivarer.

Det presser indtjeningen, og hvis amerikanske kunder skal have rabatter, der kompenserer for Trumps toldmur, er lavere lønomkostninger en nødvendighed. Samtidig står en stigende del af fabrikkerne ubrugte hen. Og alligevel fortsætter byggeriet af fabrikker med at vokse ti procent om året.

Det er med til at forøge overkapaciteten i Kina og dermed i den globale økonomi. Det betyder også, at der vil være et fortsat stort pres på den europæiske grænse, hvor kinesiske producenter forsøger at slippe af med deres varer. Det gælder ikke mindst for elbiler, hvor myndighederne forsøger at bremse en accelererende priskrig, der risikerer at ødelægge det økonomiske fundament under hele sektoren. 

Mindre lønpakker betyder så faldende købekraft. Det problem kan afhjælpes med flere bijob, men det lægger en dæmper på den naturlige efterspørgsel. Dermed er der en tendens til nye prisfald. Lige nu støttes forbruget af udbredte støtteordninger, men det er kun en stakket frist. For det handler mest af alt om at fremrykke køb af forbrugsvarer fra engang i fremtiden.

Husholdningerne er pressede

Det er ikke kun handelskrigen, der rammer husholdningerne.

Boligmarkedet bliver ved med at være et mareridt for den kinesiske middelklasse og dermed samfundet som helhed. Det er fortsat 2022, der udgør et »før og efter«. 

Boligpriserne har været faldende siden dengang. Boligbyggeriet er faldet med mindst en tredjedel siden. Og lokale myndigheders salg af jord til nybyggeri viser ingen tegn på bedring. Antallet af 20-29-årige, som er de typiske førstegangskøbere, er faldet med 70 millioner siden 2012.

Da boligen er middelklassens vigtigste aktiv, betyder det lavere forbrugsmuligheder på den længere bane. Det betyder også, at forbruget kun viser fremgang, når der er kunstig stimulans. Dermed er der heller ikke en selvbærende kraft i økonomien.

Samtidig er andelen af indkomsten, som husholdningerne bruger på at servicere gæld, steget til det højeste niveau nogensinde målt. Knap hver femte indkomst-yuan bruges nu på gæld. For dem med gæld og nu lavere indkomst kan det meget hurtigt udvikle sig til en gældsfælde.

Meget mere gæld

Det er ikke kun husholdningerne, der optager mere gæld for at få det hele til at hænge sammen. Myndighederne har skåret kraftigt i de reserver, som bankerne ikke kan bruge til at låne ud, for at løfte udlånet. Renten er desuden sat kraftigt ned, men alligevel er der ikke tegn på et yderligere låneboom generelt.

Kina har i lang tid brugt bankerne og de statsejede virksomheder som løftestang for vækstrejsen, og derfor ligger det meste af samfundets gæld på erhvervslivets bøger.

Men den flytter i stigende grad over på statens balance – akkurat som den gjorde i de vestlige lande under finanskrisen. Statsgælden vil snart passere 100 procent af BNP, og statens årlige underskud forventes at ligge på over otte procent af BNP i de nærmeste år.

Man forhindrer endnu større problemer nu, men man låner af fremtiden – og fremtiden i Kina er i forvejen præget af et kollaps i fødselstallet, der giver færre hænder i arbejdsstyrken. De seneste tre år har fødselstallet i gennemsnit ligget på halvdelen af, hvad det var i 2012 – før etbarnspolitikken blev ophævet. De økonomiske udfordringer i husholdningerne gør intet for at forbedre dette.

Det øger behovet for større fremgang i produktiviteten. Det kræver flere udenlandske investeringer, ikke så meget for tilførslen af kapital som for tilførsel af knowhow og mere moderne organisationsmetoder. Udenlandske virksomheders direkte investeringer i Kina er steget de seneste to kvartaler efter et fald, men de lider fortsat under, at myndighederne åbent favoriserer kinesiske virksomheder i det omfang, det er muligt.

En sårbar stormagt

Kina befinder sig et sårbart sted med mange hjemlige – selvskabte – problemer, hvilket gør erhvervslivet endnu mere afhængigt af eksport på et tidspunkt, hvor forholdet til de to vigtigste eksportmarkeder, USA og EU, er kølnet markant.

Kina er fortsat verdensførende inden for en lang række teknologier, fra grønne løsninger til kunstig intelligens, hvilket giver formidable muligheder. Kina har også investeret klogt i at styre produktionen af sjældne jordarter – og har sat sig på store dele af forsyningen af mineraler og metaller gennem en langsigtet og strategisk planlægning.

Men. For at nå de opstillede mål om en økonomisk vækst skal der pumpes stadig flere penge ind i økonomien. I stedet har man brug for fundamentale reformer, der øger den sociale sikring og reducerer husholdningernes behov for opsparinger.

Donald Trumps handelskrige giver Kina mange muligheder for at forstørre sit aftryk på den globale økonomi. Kina er dog ikke den ubetingede succes, som landet så ud til at være for et par år siden.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør

Hvis der er én ting, der afslører, at Niels Stougaard har passeret pensionsalderen, er det hans vagtplan.

Nedfældet i en sort kalender lappet med et stykke malertape i toppen er mødetiderne skrevet med sirlig skråskrift side om side med et vennepars diamantbryllup.

Men ud over dét bevæger 77-årige Niels Stougaard sig gennem IKEA-varehuset i Taastrup med samme naturlighed som sine kolleger i sabbatårsalderen.

Og det er ikke kun møbeltrængende børnefamilier eller unge par i færd med deres første IKEA-test af parforholdet, der får gavn af Niels Stougaards arbejdsindsats.

Arbejdslivet har nemlig vist sig at være så værdifuldt for ham selv, at han ikke har lyst til at give slip. Og det kan han sige med en vis portion troværdighed.

Niels Stougaard nåede akkurat at smage på pensionisttilværelsen, før han kunne konstatere, at det ikke rigtig var noget for ham.

På Christiansborg skændes politikerne om, at pensionsalderen er for høj, og hvem der skal have ret til at trække sig endnu tidligere.

Men ude i virkeligheden arbejder flere og flere danskere efter pensionsalderen, hvilket Berlingske sætter fokus på i en artikelserie hen over sommeren.

Det gælder ikke kun for akademikere med flydende arbejdstider og smarte hæve-sænkeborde. Tendensen ses på tværs af brancher, køn og geografi.

Der gik genudsendelse i hverdagen

En af dem, der ikke har fundet sig til rette med tilbagetrækning, er 77-årige Niels Stougaard. Hans arbejdsliv begyndte i postvæsenet i 60erne, og siden fandt han vej til IKEAs varehus i Taastrup, hvor han i dag arbejder omkring 22 timer ugentligt.

Meget af det foregår i udstillingsområdet for kontormøbler eller spisebordsarrangementer. Det fortæller Niels Stougaard i en simuleret spisestue med orange vægge og doughnutformet loftslampe. Den 77-årige herre er iført en stribet gul T-shirt, som sammen med hans lysende blå øjne gør IKEA-uniformen komplet.

Det var egentlig ikke meningen, at Niels Stougaard skulle krydse veje med IKEA. For selvom han er uddannet købmand, fandt han hurtigt vej til det danske postvæsen, senere Post Danmark, siden PostNord.

 Han begyndte som reservepost, men uddannede sig internt og endte som distributionsleder med ansvar for budene. I en branche under hyppig omstilling.

Eller »nedskæring på nedskæring«, som Niels Stougaard selv beskriver det.

Derfor glædede han sig til at gå på pension, pakke den nervøse mavefornemmelse væk og have tid til at dyrke hobbyer.

»Og flade ud,« siger Niels Stougaard.

Han opdagede dog hurtigt, at de historiske dokumentarer, som han gerne ville se om formiddagen, var genudsendelser i én uendelighed.

Frimurerlogen, som Niels Stougaard er mangeårigt medlem af, fungerede mest som en bibeskæftigelse. Selv rollen som formand for en frimærkeklub kunne ikke udfylde de lange dage.

Fra den ene dag til den anden blev spændende kundemøder med store erhvervskanoner udskiftet med timevis i eget selskab foran »husalteret«, som han kalder fjernsynet.

Så selvom Niels Stougaard havde glædet sig til at nyde sit otium, og selvom det i en alder af 66 år var en velfortjent tilbagetrækning, gik det ikke som ventet.

»Medaljen har en bagside, for at sige det ligeud. Der gik et halvt år med at kigge ind i fire vægge. Jeg fik et chok,« fortæller Niels Stougaard i dag.

Og så gik det altså hverken værre eller bedre, end at han pænt bad sin kone om at skrive en uopfordret ansøgning til IKEA.

»Ja, hun er jo sekretær og forstår at formulere sig bedre, end jeg gør.«

Hans egne kompetencer talte til gengæld købmandskundskaber og kundepleje. Egenskaber, som IKEA tilsyneladende var ret interesserede i, for kun knap en måned senere havde Niels Stougaard første arbejdsdag iført blåt og gult.

Sans for kundekontakt

I de første måneder »pappede han af«. Det er fagsprog for at pakke ting ud af pap og lægge på plads i varelageret. Siden blev Niels Stougaard efter eget udsagn headhuntet til udstillingen på 2. sal, hvor han kunne bruge sine evner til at møde forskellige mennesker, når der skulle sælges møbler til kontoret.

Man bemærker hurtigt, at han har en kæk bemærkning til det meste. Engang han var ved at sælge et spisebord til et ungt par, måtte Niels Stougaard ned på gulvet for at tjekke prismærket.

»Så lå jeg der på knæ og kiggede op på den unge dame og sagde: »Nu siger du vel ikke ja? «

Det høstede grin fra kvinden og en lidt skumlende mine fra hendes kæreste, som endnu ikke havde friet.

»Det betyder noget at mærke den lille gnist i kontakten med kunderne. Det hjælper også på, at de får en god oplevelse,« siger Niels Stougaard.

Og kunderne har efter alt at dømme gode ting at sige om den 77-årige medarbejder. Han har eksempelvis indkasseret noget så sjældent som ros gennem IKEAs kundeservice, der ellers mest er en hotline for klager.

Den slags er medvirkende til, at Niels Stougaard oplever sit arbejde som »et lille pust i hverdagen«.

Faktisk sammenligner han det at have et arbejdsliv med at holde ferie. Ligesom man kan vende genopladet tilbage på arbejdspladsen efter to uger sydpå, kan det give fornyet energi på hjemmefronten, at man har ydet en indsats udenfor.

Og han siger, at relationen til hans kone får gavn af, at han opmåler skriveborde og guider kunder i retning af den rette spisebordsstol.

»Det er derfor, ægteskabet holder,« siger han, hurtigt efterfulgt af et indskudt »spøg til side«.

»Men der er en sandhed i det. Der skal være et afbræk i hverdagen, så vi ikke står og gnider os op ad hinanden,« siger Niels Stougaard.

Selvom økonomi ikke er den direkte årsag til, at Niels Stougaard tre gange om ugen tager elcyklen til varehuset i Taastrup, kan det ekstra bidrag mærkes i feriebudgettet, forklarer han.

Senest var Niels Stougaard og hans kone på en otte dage lang cykelferie rundt om Bodensøen, der ligger mellem Schweiz, Østrig og Tyskland.

Før det stod den på bjergvandring i Dolomitterne.

»Den slags er jo en bekostelig affære, men det er nu, vi lever.«

Jernhelbredet holder endnu

Niels Stougaard reagerer med tøven på spørgsmålet, om arbejdet er blevet mere krævende med alderen.

Samtalerne med kunderne glider af sig selv. Med årene bliver det kun nemmere at anbefale det korrekte skrivebord. Selv de svenskklingende navne holder Niels Stougaards klæbehjerne fast i.

Men tiden har det alligevel med at snige sig ind på folk.

»Irriterende!« udbryder Niels Stougaard og peger på sin telefon. Han tager den i den ene hånd og bruger pegefingeren til at trykke. Modsat de fleste af hans unge kolleger, hvor telefonen hviler med en anden naturlighed i håndfladen med tommelfingeren som styrepind.

»De unge mennesker har fået teknologien ind med modermælken, men for mig er det grænseløst irriterende, når de laver ting om. Der er jeg altså ret konservativ.«

Den konservatisme bliver også udfordret af at arbejde i et internationalt konglomerat. Kontorafdelingen, som Niels Stougaard arbejder i, går i de interne systemer under navnet »work«.

Det lyder, som om et »ø« har sneget sig ind i ordet, når han selv udtaler det.

Niels Stougaard har ærligt talt svært ved at forstå, at man skal tale andre sprog end dansk, hvilket flere gange har udmøntet sig i, at han tropper op i supportafdelingen for at brokke sig.

»De kender mig godt efterhånden. Hvis jeg modtager en mail, og den er på engelsk, så sletter jeg den. Det har jeg fortalt dem,« siger Niels Stougaard.

Karrieren er altså ikke forbi endnu, og Niels Stougaard har ikke nogle konkrete planer om sin tilbagetrækning. Han fortæller, at det først er, når helbredet svækker ham, og hukommelsen begynder at slå fejl.

Føler du dig stadig sund og rask?

»Jeg har haft to sygedage i hele min tid i IKEA. Så det er ikke et problem lige p.t.«

Man kan hurtigt blive forelsket i et andet land, når man er på ferie.

Forelskelsen kan være så intens, at det ene fører til det andet, og pludselig står man foran den lokale ejendomsmæglers vinduer og kigger på boliger til salg.

Et sommerhus i Provence eller en ferielejlighed i Toscana lyder uden tvivl fantastisk, men der findes en økonomisk joker i drømmen – og det er skat.

For som Søren Bech, senior skatterådgiver i konsulenthuset PwC, siger:

»Der er masser af ting, man skal være opmærksom på i forhold til skat, når man har et feriehus i udlandet.«

Skatteeksperten opridser her fem fælder, du bør have in mente, hvis du drømmer om fast ejendom i udlandet. Har du allerede et sommerhus under andre himmelstrøg, er der måske også et råd eller to, du kan tage med.

Kigger du på sommerhus i et land, hvor man ikke betaler skat af fast ejendom løbende, tænker du måske:

»Wow, jeg kommer til at slippe meget billigere i skat, end hvis jeg havde købt et sommerhus i Danmark«.

Men sådan er det ikke nødvendigvis.

»Hvis man køber en feriebolig i udlandet, skal man også betale ejendomsværdiskat, som hvis boligen lå i Danmark,« forklarer Søren Bech.

Den skattebetaling kan volde lidt problemer, fordi mange lande ikke laver offentlige vurderinger af ejendomme. Det gør, at der ikke er samme grundlag til at beregne ejendomsværdiskatten ud fra.

Danskere bliver i stedet beskattet, ved at købsprisen omregnes til danske kroner, og hvert år i juni udsender Skattestyrelsen en liste med indekseringer, som man bruger til at beregne grundlaget for ejendomsværdiskatten.

»De indekstal skal gerne nogenlunde afspejle prisudviklingen i landet. Har man eksempelvis en bolig i Italien, skal indekstallet afspejle, hvordan værdien har udviklet sig i Italien det seneste år,« fortæller Søren Bech.

I lande som Spanien, Sverige og Frankrig betaler man noget, der minder om den danske ejendomsværdiskat.

Når det er tilfældet, kan man trække sin betaling af den udenlandske ejendomsskat fra sin danske ejendomsværdiskat, forklarer skatteeksperten.

I Danmark har vi gode traditioner for at give dem, der optager gæld, en hjælpende hånd i form af et fradrag for deres renter.

Fradraget gælder også ved boligkøb i udlandet, men nogle gange skal man selv være vågen for at få fradraget med.

»Optager man et lån i udlandet, bliver lånet ikke automatisk indberettet til de danske skattemyndigheder. Det skal man selv huske at skrive på sin årsopgørelse for at få rentefradrag,« pointerer Søren Bech.

Låner man omvendt pengene i Danmark, får man automatisk rentefradraget med – også selvom man bruger pengene i udlandet. 

Søren Bech erfarer, at mange belåner deres danske ejendom for at købe bolig i udlandet.

For at få økonomien til at løbe rundt i den udenlandske feriebolig vælger mange at udleje det. Gør man det, kræver de danske skattemyndigheder sin del af kagen.

»Når man lejer det ud, gælder i princippet fuldstændigt samme regler som i Danmark,« fastslår Søren Bech.

Der er en lille sten i skoen i nogle lande, men først slår eksperten fast, hvordan de danske skatteregler er på udlejning:

De første 47.900 kroner, man tjener på at udleje sit sommerhus i 2025, er skattefrie.

Det kaldes et bundfradrag og gælder, når man udlejer gennem et bureau som eksempelvis Novasol eller Airbnb – uden bureau er grænsen 13.100 kroner.

Tjener man 67.900 kroner på udlejning via bureau, skal man derfor betale skat af 20.000 kroner – men faktisk skal man kun indberette 60 procent svarende til 12.000 kroner til Skat.

Søren Bech pointerer, at man i hans tænkte eksempel vil have en lejeindtægt på godt 64.000 kroner efter skat, fordi man slipper med at betale cirka 4.000 kroner i skat.

»Det er meget billigt i skat, det er det. De samme regler gælder for udenlandske ejendomme, men der er lige et krav,« påpeger Søren Bech.

Fra 2026 bliver det nemlig et krav, at et givent land udveksler skatteoplysninger med Danmark, før man kan få det høje bundfradrag på 47.900 kroner.

Derfor er det vigtigt at undersøge, om landet deler de oplysninger med Danmark, inden man sætter gang i udlejningen, råder skatteeksperten.

Lejer man allerede sit sommerhus ud, og betaler man allerede skat af lejeindtægten i udlandet, kan man trække det fra sin danske skat. Det er blandt andet tilfældet i Spanien og Sverige.

»Man skal så formentlig indsende en selvangivelse til skattemyndigheden i det pågældende land, så det skal man også undersøge, inden man går i gang med en udlejning,« forklarer Søren Bech.

Det er svært at slå græs og pudse vinduer fra distancen, og derfor er der to danske skattefradrag, man skal lade være med at overse:

• Håndværkerfradraget på 8.600 kroner.
• Servicefradraget på 17.500 kroner.

Man kan nemlig trække sine udenlandske regninger til rengøring, havearbejde og lignende i sommerhuset fra i sin skat herhjemme.

Fradragene kan kun bruges på arbejdslønnen og ikke materialer, siger Søren Bech og fortsætter:

»Det kræver også, at den, der udfører arbejdet, er momsregistreret i det pågældende land, og at danske myndigheder får besked om arbejdet.«

Man giver myndighederne besked gennem sin forskuds- eller årsopgørelse.

En vigtig detalje er, at hvis man udlejer sit sommerhus under andre himmelstrøg, kan man ikke benytte sig af servicefradraget og samtidig få det høje bundfradrag på 47.900 kroner.

Det gælder i øvrigt også inden for danske grænser.

Søren Bech forklarer det med, at man allerede får et højt skattefradrag for lejeindtægten, og derfor kan man ikke få i både »pose og sæk«.

Rigtig mange danskere falder i en fælde, når de senere vil sælge deres udenlandske bolig.

De tror, at man ikke skal betale skat af gevinsten, hvis sommerhuset kan sælges for mere, end man købte det for i sin tid.

Gevinster på danske boliger er nemlig tit skattefrie, hvis grunden er under 1.400 kvadratmeter – men, siger Søren Bech:

»Sådan er det i Danmark – sådan er det ikke altid i udlandet.«

Han henviser til, at man i Sverige skal betale 22 procent skat af fortjenesten, når man sælger sin ejendom. I Spanien er det mellem 19-23 procent alt efter gevinstens størrelse.

Generelt ser Søren Bech, at danskere tit kommer til at »tænke dansk«, når de køber bolig i udlandet, fordi de instinktivt tror, at danske regler også gælder uden for landets grænser.

Men det gør reglerne ikke, og skatteeksperten råder til, at man altid søger lokal rådgivning der, hvor man køber ejendom.

For der kan være helt andre regler og andre selvangivelser, man skal have styr på, og derfor er det mere kompliceret at købe bolig i udlandet kontra herhjemme.

Lørdag aften har Nets været ramt af et nedbrud, som har skabt store problemer med kortbetalinger i både Danmark og Norden.

Men kort efter klokken 22.00 ser det umiddelbart ud til, at betalingerne går igennem igen.

Det oplyser Nets' pressechef, Søren Winge, til Ritzau.

- Operationen er normaliseret igen i forhold til at tage imod betalinger. Selvfølgelig med forbehold for, at der kan være nogle overgangsudfordringer, siger han.

Årsagen til nedbruddet er stadig ikke fundet.

- Vi vil selvfølgelig holde øje de kommende timer og prøve at blive klogere på forløbet, og hvad der kan være årsagen til det, siger Søren Winge.

Til Ekstra Bladet siger han, at der ikke er indikationer på, at nedbruddet skyldes et angreb.

Han vurderer, at nedbruddet begyndte klokken 19.30. Dermed varede det i knap tre timer.

Problemerne påvirkede alle korttyper. I enkelte tilfælde har det dog været muligt at betale med dankort eller kreditkort.

I Norden var i hvert fald Norge, Sverige og Island også ramt af nedbruddet, har Søren Winge tidligere sagt til TV 2.

En række medier har dog skrevet, at flere danskere også havde problemer med at betale med kort andre steder i udlandet.

TV 2 skriver blandt andet, at mediet har modtaget over 60 henvendelser fra danskere, der har haft problemer med kortbetaling, i lande som Tyrkiet, Frankrig og Italien.

Nedbruddet har også påvirket trafikken ved Storebæltsbroen, hvor der ifølge Vejdirektoratet er "forlænget rejsetid" i begge retninger.

Her har bilister ikke kunnet betale med kort i betalingsanlæggene.

Nogle bilister har lavet hærværk mod nogle af bommene på stedet, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i et opslag på det sociale medie X.

Personalet ved broen har også modtaget dødstrusler fra bilister, skriver politiet.

/ritzau/

Et nedbrud i Nets har lørdag aften ramt både Danmark og resten af Norden, hvor der er store problemer med kortbetalinger.

Det bekræfter pressechef Søren Winge over for Ritzau.

- Vi kan konstatere, at der er rigtig mange betalinger, der bliver afvist - ikke kun i Danmark, men også i Norden. Vi prøver at undersøge, hvad årsagen kan være, siger han.

Det er ifølge ham stadig for tidligt at konkludere, hvor fejlen ligger, og hvornår det virker igen.

Lidt før klokken 21.00 kan Søren Winge oplyse, at enkelte betalinger er begyndt at gå igennem.

- Men det er ikke nogen bekræftelse af, at tingene er normaliseret. Det kører mildt sagt lidt ustabilt lige nu, siger han.

Nedbruddet påvirker formentlig alle korttyper.

Søren Winge anbefaler, at forretninger går i såkaldt "offline-mode", som gør det muligt at betale uden internet.

- Men det betyder så, at man ikke kan tage imod de kort, der kræver internet, som Mastercard og Visa Debit, siger Søren Winge.

Man bør stadig kunne betale med dankort og kreditkort.

Nedbruddet tog for alvor fart klokken 19.30, siger pressechefen. Men det præcise tidspunkt for, hvornår problemerne begyndte, kender han ikke.

I Norden er i hvert fald Norge, Sverige og Island ramt af nedbruddet, skriver TV 2.

Flere medier skriver, at danskere også er problemer med at betale andre steder i udlandet. Ekstra Bladet nævner blandt andet Cypern og Mallorca.

Søren Winge har ikke fået meldinger om, at der også skulle være problemer i udlandet.

- Jeg tør ikke sige, hvordan det hænger sammen, eller hvad det er et udtryk for. Jeg kan kun konstatere, at det bliver skrevet i medierne, siger han.

Nedbruddet har også ramt ved Storebæltsbroen, hvor flere bilister ikke kan betale.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie X.

- Flere banker melder om udfordringer med betalingsmidler, og det rammer selvfølgelig også Storebæltsforbindelsen og de bilister, der ikke har nummerpladegenkendelse, lyder det.

Det har givet kø ved broen i begge retninger, skriver TV 2. Der er forlænget rejsetid på op mod 30 minutter.

Der er ligeledes problemer med at tilgå Nets' hjemmeside.

/ritzau/

Berlingskes privatøkonomiske brevkasse giver svar på alle dine spørgsmål om renter, pension, bolig, formue og meget mere.

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk

Kære brevkasse

Vi har gennem flere år givet hvert af vores børn den tilladte skattefri forældregave på cirka 150.000 årligt. Vi har valgt en månedlig overførsel på 10.000 kroner og lander derved på 120.000 kroner årligt til hvert barn, og vi har således en sikkerhedsmargen på cirka 30.000 kroner til »det løse«. Vores forældregave er fra to forældre i levende live.

Vi er fra en dygtig revisor blevet gjort opmærksom på, at den månedlige overførsel er i risiko for at blive sidestillet med indkomst og dermed er skattepligtig. Ifølge revisor har Skat i flere tilfælde underkendt summen af de månedlige gaver som værende skattefri forældregave og derfor beskattet beløbet som almindelig indkomst.

Andre revisorer, som jeg har spurgt, ser ikke denne risiko, og mit spørgsmål er derfor, om der er skattemæssig forskel på skattefri forældregave givet som et engangsbeløb (max cirka 76.000 pr. forældre), eller om forældregaven gives som månedlige overførsler på cirka 12.500 kroner (max cirka 76.000 pr. forældre), og dermed overholder grænsen for skattefri forældregaver?

Jeg har svært ved at forstille mig, at cash flow-modellen (et engangsbeløb) eller 12 månedlige rater med samme sum som engangsbeløbet kan behandles skattemæssigt forskelligt. Jeg har tilladt mig at se bort fra renter og dermed også, om forældregaven gives primo eller ultimo året.

Mange tak og god sommer.
L.C.

Kære L.C.

Mig bekendt har Skat aldrig beskattet månedlige overførsler fra forældre til børn som almindelig indkomst, når overførslerne er sket uden modydelse. 

I civilretten defineres en gave traditionelt som en helt eller delvist vederlagsfri formuefordel, der bliver givet som et udslag af gavmildhed. Der er ingen skattemæssig definition på en gave, men det ligger fast, at der skal være et element af vederlagsfrihed. Skattemæssigt er det også et krav, at gavemodtager er underrettet om den vederlagsfri formuefordel (gaven), som gavegiver vil give.

Der bør ikke være en forskel på, om en gave ydes løbende eller som et engangsbeløb. Afgørende er, at summen af årets tilsagte gaver ikke overstiger grundbeløbet, som i 2025 er 76.900 kroner.

Forældre anses hver for sig som en gavegiver. To forældre sammen kan altså give op til 153.800 kroner pr. barn pr. år uden gaveafgift. Men gaven skal reelt ydes af hver forælder. Den ene ægtefælle kan altså ikke give 153.800 kroner fra sin konto, uden at der skal betales gaveafgift. 

Er det kun den ene ægtefælle, der reelt kan give gaven, må den fremgangsmåde anvendes, at den formuende ægtefælle giver den anden ægtefælle 76.900 kroner (gaver mellem ægtefæller er gaveafgiftsfri uanset gavens størrelse). 

Den modtagende ægtefælle kan herefter videregive de 76.900 kroner til modtageren, og den formuende ægtefælle giver så ligeledes 76.900 kroner. Det er sådan lidt at gå over åen efter vand, men sådan er det nu engang.

Det er også vigtigt at holde sig for øje, at gaven skattemæssigt er ydet, når gavemodtageren har modtaget meddelelse om, at gavemodtageren vil modtage gaven. 

Hvornår gaveløftet opfyldes, er uden betydning for vurderingen af, om der skal betales gaveafgift. Dette ses i praksis ved, at hvis der ydes et lån på for eksempel 500.000 kroner, og det i gældsbrevet anføres, at gælden indfris ved de årlige gaveafgiftsfrie gaver efter boafgiftsloven, så er der på udlånstidspunktet givet et gaveløfte om, at hele lånet fra starten er en gave. 

Låntageren bliver derved til en gavemodtager, der skal betale gaveafgift af de 423.100 kroner, som udgør forskellen mellem 500.000 kroner og 76.900 kroner. 

I de mange tilfælde, hvor der ydes rentefrie anfordringslån, og hvor det ved den endelige indfrielse af lånet konstateres, at låntager ikke har haft en krone op af lommen, men har fået gælden afviklet med de maksimale årlige gaveafgiftsfrie gaver, accepteres dette af Skat. 

Skattemæssigt accepteres det altså, at låntager har haft en reel risiko for, at långiver (uanset det nære slægtskab) ikke i fremtiden vil være gavmild.

Omsætter vi det af mig beskrevne til jeres situation, så kan I hvert år 1. januar meddele, at I hver vil give en gave på 60.000 kroner, og at I vil effektuere gaven ved hver den 20. i måneden at overføre 5.000 kroner. Så har I givet et engangsbeløb som gave, men udstrakt opfyldelsen af gaveløftet til en opfyldelse over 12 måneder. Efter Skats faste praksis har I her givet en engangsgave på 60.000 kroner.

Huskereglen for gaver er derfor, at I ikke skal love noget, der tidsmæssigt rækker ud over 31. december det pågældende år, og for alle tilfældes skyld er det altid en rigtig god idé at benævne overførslen »gave« på overførselsteksten.

Vedrørende gaver i form af nedskrivninger på lån/gældsbreve, så er det ikke kun en rigtig god idé, men det eneste fornuftige, at der på gældsbrevet/lånedokumentet anføres, gælden nedskrives med en gave samt med dato og underskrift for anførslen. 

Ved långiveres død er konsekvensen af den manglende anførsel af gaven, at arvingen til boet skal indbetale restgælden. OG lad nu være med at bruge samme kuglepen ti år i træk. Det vækker mistænksomheden hos Skifteretten og Skat.

Min gamle underviser i Skat sagde altid, at selv om det kun er i dyreriget, at der efterlades duftmærker, så er det af bevismæssige grunde en rigtig god idé, at de transaktioner, som senere kan blive undergivet en kritisk undersøgelse fra Skat, lader sig påvise. 

Opret derfor i e-Boks – eller den elektroniske postkasse, du måtte anvende – en undermappe (for eksempel benævnt gaver), hvor dokumentet for din gave kan gemmes. Så er der et duftmærke, som kan godtgøre tidspunktet for gaven.

Med venlig hilsen

Erik Øvlisen, advokat (H)

DreistStorgaard Advokater

Send dine spørgsmål til dinepenge@berlingske.dk eller udfyld nedenstående formular:

Onsdag kunne Berlingske fortælle, at Meta med en ai-funktion nu kan få adgang til brugeres private Messenger-samtaler.

Det skabte dybe panderynker hos to eksperter, og i Norge har datatilsynet hejst advarselsflaget over Metas adfærd. 

Kort fortalt kan man på Messenger chatte med Meta AI, og disse beskeder vil indgå i ai-træning. Men man kan også bruge Meta AI til at lave opsummeringer af samtaler med sine venner eller til at komme med eksempelvis aftensmadsforslag i en gruppesamtale.

Beskeder, hvor Meta AI omtales, vil blive delt med Meta og indgå i træningen af deres ai.

En 15 år gammel samtale kan altså blive delt med Meta AI, hvis man selv eller ens Facebook-ven eksempelvis beder Meta AI om at lave et resumé af samtalen.

Medmindre man altså aktivt slår det fra manuelt for hver eneste Messenger-samtale.

Hos Datatilsynet kigger man med alvor på de store techselskabers omgang med vores oplysninger, forklarer it-sikkerhedsspecialist ved Datatilsynet Allan Frank. 

Datatilsynet er ifølge Allan Frank opmærksom på ændringen hos Meta, men fordi Meta har europæisk hovedsæde i Irland, overlader man det til kolleger i det irske datatilsyn at vurdere, om det er lovligt.

Fra sneglefart til eksprestog

I mellemtiden løfter Allan Frank dog pegefingeren og retter den et andet sted hen: mod forbrugerne.

»Vi skal alle sammen blive bedre til at tage stilling til, hvem vi deler vores oplysninger med. Det gælder TikTok, Meta og alle mulige andre apps, som vi synes er elskværdige og dejlige og bruger hver eneste dag. Men inderst inde ved vi jo godt, at de høster vores oplysninger og bruger dem i alle mulige sammenhænge.«

De store techselskaber opdagede allerede for 20 år siden, hvor værdifuldt det kan være at få oplysninger om almindelige borgere, forklarer Allan Frank. At private beskeder nu kan deles med Meta AI er derfor kun seneste eksempel.

»Brugen af ai har intensiveret indsugningen af disse oplysninger. Hvor det før foregik i sneglefart, er vi nu oppe i eksprestogsfart,« siger han og tilføjer:

»Vi er kun et klik væk fra et datalogisk diktatur på steroider,« siger Allan Frank om udviklingen hos de store techselskaber. 

Det er langtfra første gang, de store techselskaber anklages for at drive rovdrift på deres brugeres oplysninger. Alligevel er modbevægelserne og opfordringerne til at søge alternativer til Meta ikke rigtigt slået igennem.

Over en bred kam synes folk ikke at være bekymrede nok til at slette deres Messenger eller Facebook eller andre tjenester fra de store techgiganter.

»Hvis vi alle sammen havde et fuldstændigt overblik over, hvad vores oplysninger blev brugt til, og hvis vi kunne stole på, at dem, vi giver oplysningerne til, kun bruger dem til det, vi har skrevet under på, så ville der ikke være et problem,« siger Allan Frank og insinuerer dermed, at det ikke stemmer overens med virkeligheden:

»Vores oplysninger er blevet kapitaliseret og kan misbruges.«

Metas brug af brugernes data møder gang på gang kritik. Men det er værd at huske på, at man selv skriver under og accepterer vilkårene ved brug af eksempelvis Facebook, Messenger eller Instagram, siger Allan Frank.

»Problemet er vel i virkeligheden, at vi ikke magter at sige fra. Vi orker ikke at melde os ud af den del af samfundet, som foregår på disse platforme. Men nu sidder vi altså fast i suppedasen,« siger han.

Juraprofessor ved Aalborg Universitet Jan Trzaskowski vil ikke udelukke, at det kan være i strid med databeskyttelsesret og privatlivsbeskyttelse at få delt sine beskeder med Meta AI, blot fordi ens Messenger-samtalepartner gør brug af ai-funktioner.

»I og med at det er så indgribende, kan man argumentere for, at det ikke ville være lovligt selv med samtykke,« sagde Jan Trzaskowski til Berlingske onsdag.

Meta afviser at stille op til interview, men i et skriftligt svar lyder det, at det er »en valgfri funktion« at dele sine beskeder med Meta AI, og at funktionen kan slås fra »når som helst«.

»Vi træner ikke Meta AI på folks private Messenger-samtaler med venner og familie, medmindre de selv – eller andre i samtalen – vælger at dele beskederne med Meta AI,« lyder det fra talsperson i Meta.

De seneste dages fornyede usikkerhed om Donald Trumps handelskrig og trusler mod den amerikanske centralbankchef Jerome Powell, har givet investorerne sved på panden. Men endnu en gang træder en vinder frem, når bølgerne går højt.

Guldet skinner. Midt i april nåede guldprisen sit højeste niveau nogensinde, og analytikere har løbende været tvunget til at opjustere forventningerne til, hvordan prisen vil udvikle sig fremover.

Vi er i helt ukendt farvand, hvor »normalt« ikke længere findes.

Det ældgamle ædelmetal har historisk været set som en investering, der giver et sikkert og stabilt afkast i tider med uro i verden. En såkaldt sikker finansiel havn. Det vil »normalt« betyde, at afkastet er lavere end for andre aktiver.

Men sådan har det ikke været i lang tid, selvom mange nok har svært ved at vænne sig til, at guld langtfra har været en kedelig investering.

Faktisk er guldprisen siden 1970 steget mere end både amerikanske og globale aktier.

Det er særligt de senere år, der har været fart på guldprisen. Alene siden begyndelsen af 2023 er guldprisen steget med 82 procent, mens USAs førende aktieindeks, S&P 500, er steget med 70 procent og det danske eliteindeks, C25, er steget med ni procent.

Værdien af alt verdens guld udgør nu en femtedel af verdens BNP, hvilket er det højeste nogensinde. Det er yderligere bemærkelsesværdigt, fordi guld før 1973 spillede en helt konkret rolle i det finansielle system som værdianker.

Ifølge råvarestrateg i Saxo Bank, Ole Hansen, er der en god forklaring på guldets store optur.

»Det er meget simpelt: Det er et udtryk for en verden, der ikke har det helt godt,« siger han.

Og det har faktisk været tilfældet i flere år.

Pludselig skete der noget

Modsat aktier og obligationer er guldet et »dødt aktiv«, forklarer Ole Hansen.

Mens aktier kan give udbytter og obligationer rentebetalinger, er der ikke nogen løbende betalinger til private investorer i guld.

»Guld giver ikke andet afkast end forventningen om, at prisen i morgen er højere end prisen i dag. Og det har længe været med til at afholde folk fra at investere,« siger Ole Hansen.

Men i 2020 skete der noget. Og siden har guldet ikke set sig tilbage.

Coronapandemien leverede et ordentligt nyrestød til den globale økonomi, og centralbanker verden over reagerede ved at sætte renterne ned til nul og negativ.

Og når renterne er lave, betyder det, at guldet skinner endnu mere.

»Når renterne falder, bliver forskellen mellem at investere i obligationer, som giver en rente, og guldet, som ikke giver en rente, naturligt mindre,« fortæller chefanalytiker i Danske Bank Jens Nærvig Pedersen.

Men pludselig kom der for meget fart på økonomien. Og en frygt, vi ikke havde haft i årtier, vendte tilbage – inflationsfrygten.

Den blev til virkelighed i 2021 og 2022.

Medvind blæser stærkere end modvind

Inflationen bragede op de år. Og det samme gjorde interessen for guld.

Ædelmetallet har nemlig historisk været en god beskyttelse mod inflationen.

Under inflationskriserne i 1970erne blev prisen på guld mangedoblet. Mellem 1970 og 1980 gik guldet fra at koste 35 dollar til 850 dollar.

Men, påpeger Ole Hansen, der er en anden underliggende årsag til, at guldet siden 2023 er steget med 75 procent.

»Siden Rusland invaderede Ukraine, har vi set en markant stigende efterspørgsel efter guld fra en lang række centralbanker. De seneste tre år har centralbankerne købt over 1.000 ton guld om året, hvilket svarer til en femtedel af den globale produktion,« fortæller Ole Hansen.

Det skyldes, at Rusland fik indefrosset sine reserver. Det satte ifølge råvareanalytikeren en frygt i livet blandt centralbanker i en række lande, der ikke nødvendigvis har det bedste forhold til USA.

Særligt vækstøkonomier – som Indien, Kina, Tyrkiet og Polen – forsøger at mindske deres afhængighed af dollaren.

»Man kan sagtens argumentere for, at guld i stigende grad anvendes ikke blot som en klassisk gardering mod inflation, men også som gardering mod geopolitisk uro,« siger Ole Hansen og tilføjer:

»Det har så bevirket, at de mønstre, vi normalt ser på guldmarkedet, ikke længere holder. Og det har fået rigtig mange, der følger guldmarkedet, til at rive sig i håret,« tilføjer råvareanalytikeren.

Trump har sendt guld på rekordkurs

I år er ædelmetallet blevet 28 procent mere værd. Det ledende amerikanske aktieindeks, S&P 500, er »blot« steget med otte procent. På trods af at renterne i USA fortsat ligger på over fire procent, varer opturen i guldet ved.

En del af opturen skyldes, at mange af verdens største investorer i øjeblikket ser guld som den eneste sikre havn i kaosset fra Trumps handelskrig.

De høje renter afspejler blandt andet mistillid til USA og den amerikanske økonomi. Det viser sig blandt andet i, at der i år har været flere auktioner af korte amerikanske statsobligationer, hvor efterspørgslen har været svag.

Samtidig har dollaren mistet ti procent af sin værdi i år. Råvarer som guld afregnes i dollar, og når dollaren svækkes, bliver det derfor billigere for investorer, hvis lokale valuta ikke er i dollar, at købe guld, forklarer Jens Nærvig Pedersen.

»Og med Trumps store, smukke gældspakke, er situationen ikke blevet bedre,« indskyder Ole Hansen, med henvisning til at Trump præsenterede pakken som »stor og smuk«.

Chefen for den europæiske centralbank, Christine Lagarde, har tidligere luftet tanken om, at euroen kunne udfordre dollaren som verdens reservevaluta. Og selvom det ikke er sket endnu, vurderede Lagarde, at investorernes skifte væk fra dollaren kan ses i den stigende efterspørgsel efter guld.

Hun fremhævede yderligere, at i tidligere tilfælde, hvor USA har trukket tæppet væk under verdensøkonomien, er investorerne flygtet over i dollaren. Men intet er normalt længere. Og i dag søger investorerne ly i guld og euro.

Fortsat guldmedalje i fremtiden?

Spørgsmålet bliver derfor, om guldet kan fortsætte de seneste års store optur.

»Guldprisen har ligget nogenlunde fladt i efterhånden 12 uger nu. Og det har været lidt interessant, for samtidig har vi haft en opblusning af konflikten mellem Israel og Iran. Det indikerer, at markedet træder vande i øjeblikket,« siger Ole Hansen.

Ifølge råvareanalytikeren kan de sidelæns bevægelser i guldprisen godt strække ind gennem sommeren.

»Der stilles fortsat spørgsmålstegn ved den amerikanske økonomi. Der skal afklaring på, om den er så svag, at centralbanken sætter renten ned eller holder den i ro,« siger Ole Hansen.

Hos Jens Nærvig Pedersen lyder det, at flere af de faktorer, som har drevet guldprisen de seneste år, godt kan fortsætte ind i efteråret.

»Der er fortsat spændinger mellem USA og Kina. Der er kommet lidt ro på i Mellemøsten nu, men vi har set, hvor hurtigt det kan blusse op igen. Samtidig er der hele rentespørgsmålet i USA, som kan få stor betydning for guldmarkedet,« siger han.

Og så må man ikke undervurdere effekterne af det momentum, der lige nu er i gang.

I mange lande – særligt i vækstøkonomier – ser almindelige mennesker stadig guldet, som det eneste sted at gemme sig mod myndighedernes økonomiske eksperimenter.

Det ser vi i Tyrkiet, men i særdeleshed i Kina, hvor ejendomsmarkedet er kollapset, og aktierne ikke har givet noget afkast de seneste ti år.

Selvom kriserne rundt omkring i verden dæmpes, kan efterspørgslen efter guldet derfor godt fortsætte. Mange investorer forventer fortsat stigninger i guldet. Også selvom der er blevet sat rekord efter rekord i år.

Det rejser spørgsmålet om, hvad guld egentlig er værd.

For det er blevet tydeligt, at guld ikke bare er investorernes foretrukne aktiv til formuebevarelse. Med afkast, der har slået aktiemarkedet, det seneste år, har vi set, at guldet også kan bruges til formueforøgelse.

Kan den nye dreng i klassen udfordre?

Noget, som der de seneste år er blevet spekuleret på, er, om bitcoin kan blive en direkte konkurrent til guldet. Det vurderer Ole Hansen dog ikke.

»Når vi snakker om at bevare sin købekraft, så er det sidste, jeg i hvert fald har lyst til at kaste mig over, bitcoin,« siger han og tilføjer:

»Jeg vil til enhver tid kalde bitcoin for en usikker havn.«

Udsvingene i bitcoin er dog blevet mindre med årene, i takt med at kryptovalutaen også er blevet mere populær hos professionelle investorer.

»Det har også noget at gøre med den opbakning, som hele kryptoområdet har fået fra Trump-administrationen. Guldet har dog stadig en særstatus, når det handler om formuebevarelse,« fortæller Ole Hansen.

Trump truer med nye toldsatser, men aktiemarkederne ignorerer truslen, og fredag blev delvis en god dag på de amerikanske børser.

Det skriver Børsen på baggrund af aktieberegning fra Marketwire.

Bedst gik det for det teknologiprægede Nasdaq-indeks, der for femte dag i træk sluttede i plus. Indekset satte samtidig ny rekord for tredje dag i træk med et plus på 0,1 procent og kom op på 20.895,65.

For nogle af de øvrige amerikanske aktieindeks gik det ikke helt så godt. Det brede S&P 500 endte fredag med et mindre fald, mens Dow Jones sluttede med et mindre dyk.

Det var dog en forholdsvis rolig dag, selvom Financial Times kunne fortælle, at Donald Trump vil lægge pres på EU med en basistold på 15 til 20 procent på alle varer.

Dermed sluttede fredagen i forlængelse af den tendens, der blev beskrevet tidligere på Berlingske.

Heri kunne man læse, at det torsdag var 15. gang i år, at S&P 500-indekset lukkede i rekordhøjt niveau, mens det teknologitunge Nasdaq-indeks tog rekord nummer ti. 

Investorerne jubler fortsat over solide tal for detailsalget, der i juni steg med 0,6 procent og dermed beroligede investorerne med, at den amerikanske forbruger fortsat står stærkt. De seneste to måneder er detailsalget ellers faldet, hvilket gjorde tallene torsdag særlig vigtige.

I historien fra Børsen kan man læse, at en af de aktier, som havde det svært fredag, var streamingtjenesten Netflix.

Virksomheden kom med regnskab torsdag for tredje kvartal for 2024/25 og skruede i den forbindelse op for forventningerne. 

Men til trods for det faldt aktien fredag 5,1 procent.

På den baggrund konkluderede storbanken J.P Morgan, at Netflix-aktien højst sandsynligt »trænger til en slapper.«

Kristian Jensen har været rigtig sur på mig.

Den tidligere finans- og udenrigsminister er naturligvis blevet stødt på manchetterne over, at jeg her og der har kaldt ham en skamløs superlobbyist og tilmed har rejst tvivl om, hvorvidt han overhovedet havde tilstrækkelig viden om klima og energi til at stå i spidsen for de magtfulde lobbyister i Green Power Denmark.

Jeg ved i grunden ikke, om man kan kalde det her en rigtig undskyldning. Det er måske i stedet et forsøg på at forstå og forklare, hvordan det kan være, at der har været så meget gang i svingdøren mellem toppolitik og toplobbyisme i de senere år.

Når det alligevel tangerer en undskyldning, er årsagen, at der faktisk er grund til at sige noget pænt om dem, der har forladt politik for at blive toplobbyister.

Vi kender navnene. 

Det mest markante skifte, som gav allermest støj, var Brian Mikkelsen, som i 2018 droppede positionen som erhvervsminister for at blive administrerende direktør for Dansk Erhverv. 

Da tidligere erhvervsminister Henrik Sass Larsen efter 20 år som socialdemokratisk folketingsmedlem og partiets magtfulde chefideolog pludselig i 2019 ville være cheflobbyist for kapitalfondene, fik det med rette mange til at tabe kæben.

I 2022 gik Nick Hækkerup af som justitsminister for at blive administrerende direktør for Bryggeriforeningen. Det var også i 2022, at Kristian Jensen efter en hård magtkamp i Venstre sagde ja til jobbet som administrerende direktør for Green Power Denmark. 

Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen forlod også i 2022 politik for at blive branchedirektør i Dansk Industri (DI); han er allerede videre til et nyt lobbyjob som direktør for Danske Advokater.

I 2024 droppede SFs stemmesluger Jacob Mark politik for at blive public affairs-rådgiver, altså lobbyist, for energiselskabet Andel.

Den socialdemokratiske justitsminister Karen Hækkerup gik af helt tilbage i 2014 for at blive administrerende direktør for Landbrug & Fødevarer. Hun var måske den første i den moderne frigørelsesbølge fra toppolitik.

Pernille Skipper bør ikke regnes med

Man bør også nævne Enhedslistens Maria Reumert Gjerding, som i 2018 byttede Christiansborg og Enhedslisten ud med jobbet som præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Enhedslistens tidligere politiske leder Johanne Schmidt blev i 2019 generalsekretær i Red Barnet. 

Bag ved beslutningen om at droppe politik ligger for hver af de disse tidligere toppolitikere med sikkerhed forskellige personlige årsager, som de i nogle tilfælde har delt med verden og i andre tilfælde sikkert har holdt for sig selv.

Derfor må vi stadig undersøge, om der mon ikke også er en anden dybere forklaring på, at man bryder med det parti og i et eller andet omfang med de værdier og holdninger, som man har kæmpet for i årtier, siden man var ungdomspolitiker.

Kynikere vil sige, at svingdøren mellem politik og lobbyisme kun handler om mennesker, som vil sikre sig et velbetalt exit fra politik, hvor de bevarer noget magt og kan bruge deres stærke netværk i politik til fordel for nye arbejdsgivere.

Det er måske en tilstrækkelig forklaring. Det er ikke en udtømmende forklaring.

Når så mange markante politikere forlader politik for at blive lobbyister, bør man kaste et blik på, hvordan det står til med det system, som de åbenbart gerne vil slippe ud af, nemlig partierne og arbejdsforholdene på Christiansborg.

Faldet med 80 procent

Fra 1960 til i dag er antallet af medlemmer af de politiske partier faldet med 80 procent. I 1960 var der cirka 600.000 medlemmer af de politiske partier. I dag er der 110.000 medlemmer, viser tal fra Folketinget.

Partierne er et vitalt organ i folkestyret, fordi det er de politiske partier, som finder og udpeger kandidaterne til Folketinget, regionsråd og byråd. Medlemmerne af partierne sørger også for, at valgene afvikles, fordi det er herfra, at de tilforordnede, som kontrollerer valgkortene og tæller stemmerne, i høj grad hentes.

Ser vi eksempelvis på tre partier, som siden 1960 har været dominerende politiske bevægelser i dansk politik, er antallet af medlemmer faldet med knap 90 procent. Socialdemokratiet havde 199.000 medlemmer i 1960 – i dag har partiet 21.000 medlemmer. Venstre er gået fra knap 260.000 medlemmer til godt 28.000. De Konservative havde 109.000 medlemmer i 1960 og nu kun 11.000 medlemmer.

Partiernes medlemmer skal fordeles på 92 opstillingskredse, hvilket betyder, at en socialdemokratisk vælgerforening i gennemsnit kun har 228 medlemmer og en konservativ vælgerforening i gennemsnit blot 120 medlemmer. Og hvor mange af dem er så i gennemsnit aktive?

Med en lidt bitter ironi kan vi i medierne konstatere, at det åbenbart er gået værre for de politiske partier end for de private medier.

Man kunne derfor have den deprimerende observation, at det ville have større demokratisk legitimitet, hvis landets idrætsforeninger med 2,7 millioner medlemmer stod for at vælge kandidaterne til Folketinget og byrådet end partierne.

Politikere har holdninger og værdier

Jeg abonnerer ikke på den kynisme, som omgiver politik, hvis kernesynspunkt er, at alt kun handler om rå magt. 

Jeg tror på, at danske politikere har holdninger, værdier og integritet. De står for noget.

Jeg tror også, at mennesker, som er opvokset i politik, er drevet af at påvirke og forme samfundet, og det er mest på godt, for heldigvis er de danske politiske partier overvejende drevet af at ville forbedre samfundet og ikke at rive det ned.

Jeg har respekt for Kristian Jensen, Nick Hækkerup og Brian Mikkelsen som politikere.

Lad os derfor se på lobbyisterne gennem den prisme.

Lobbyisterne er stærke veludviklede organisationer, de har betydelige menneskelige og økonomiske ressourcer.

Og så har de tilmed det, alle politikere har brug for, nemlig en menighed og nogle trosfæller, altså organisationer, virksomheder og mennesker, som har en stærk mening om, hvad de forventer af konkrete resultater og synspunkter af deres lobbyorganisation, foruden at være et sted, hvor man kan netværke og blive klogere. Ordentlige politikere kan ikke leve uden rødder.

Magten i moderne politiske organisationer ser i høj grad ud til at blive stadig mere centraliseret omkring formanden og ledelsen af de politiske partier forankret i den betydelige statslige partistøtte. Partiernes rodnet er alvorlig svækket og dermed også den politiske base for folketingsmedlemmerne. 

Hvor morsomt er det at læne sig op af en søvnig eller sovende vælgerforening, hvor der ikke sker noget, og være lidt ensom i gangene på Christiansborg?

Partierne har mistet deres rødder

Socialdemokratiet har ifølge partiregnskabet, som er offentliggjort på Folketingets hjemmeside, medlemskontingenter på 4,7 millioner og statsstøtte på 34,7 millioner. Tallene for Venstre er 2,5 millioner i kontingenter og 16,8 millioner i partistøtte.

Lars Løkkes Rasmussens parti, Moderaterne, har 769.000 kroner i kontingentindtægter og 11,7 millioner i partistøtte, og billedet er nogenlunde det samme i Danmarksdemokraterne. 

Moderaterne og Danmarksdemokraterne er partier uden rødder, hvor magten om muligt er mere centraliseret end i Socialdemokratiet og Venstre. 

Tallene er rystende. 

Med enorm statsstøtte kan partierne være temmelig ligeglade med rødderne, og det handler i stedet om at have en centraliseret og topstyret kommunikation af budskaber og politik for at jagte stemmer. Hvem kan ikke blive træt af det, hvis man faktisk står for noget?

I dag skal du ikke have værdier, medlemmer og en organisation for at blive et politisk parti, men du kan som Lars Løkke, Inger Støjberg eller Lars Boje Mathiesen prøve at chance den og håbe, at du krydser spærregrænsen, så du kan få partistøtte til at udvikle dit politiske projekt. 

Vi skal forblive mistænksomme over for svingdøren mellem politik og lobbyisme.

Men måske bør vi starte debatten om, hvorvidt jagten på godt betalte job i store lobbyorganisationer ikke også afspejler revner i fundamentet under det politiske system, partierne og det folkelige demokrati.

Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator